Sofie Bild

Hej! Jeg hedder Sofie. Jeg er både humaniorastuderende og veganer – alligevel sulter jeg ikke. Badum-tcch.

Det vigtigste at vide om mig er, at jeg altid er sulten. Som i: ALTID sulten. Jeg tænker på mad, fra jeg står op til jeg går i seng, og jeg bruger de fleste vågne timer på at tænke over, hvordan mit næste måltid skal være. Jeg elsker at læse om mad, kigge på billeder af mad, se tv-programmer om mad og skrive om mad. Jeg elsker det næsten lige så meget, som jeg elsker at spise det. Okay, det sidste passer ikke helt. Men næsten.

Jeg er henover de seneste år gået fra at være passioneret kødspiser, til at være lejlighedsvegetar, til nu at være veganer på fuldtid. Ouch. Ja. Det skete. Der er dage, hvor jeg ikke helt selv kan forstå, at det faktisk er tilfældet, fordi jeg for bare få måneder siden syntes, at veganisme var både dumt, helligt og ekstremt. Jeg er vokset op i en husholdning, hvor begge mine forældre arbejdede som slagteriarbejdere, og hvor fryseren altid var fyldt til randen med alt fra bacon (som jeg i øvrigt sagtens kunne spise en hel pakke af selv, når jeg var alene hjemme) til oksesteg. Med andre ord: det lå ikke ligefrem i kortene, at jeg få år senere skulle beslutte at lægge hele mit liv om. Men her er jeg altså. Hej!

Besøg min personlige madblog som er spækket med fantastiske og smagfulde veganske samt vegetariske retter: Knæhøj karse

Min omvending til veganisme har lært mig, at livet er for kort til kedelig mad. Simpelthen. Jeg hader helsetrends, løftede pegefingre og mad beriget med protein – til gengæld elsker jeg burgere, pomfritter og alt, der involverer snask. Jeg spiser chokolade næsten hver dag, og når jeg drikker cola, så er det altså den fuldfede. Hvis min aftensmad ikke er så lækker, at jeg bliver glad af at tænke på den, når jeg sidder til en forelæsning eller står på arbejde og keder mig, så laver jeg den ikke. Det er reglen. Derfor finder man hos mig masser af snasket fingermad, comfort food og søde sager. Derudover kan jeg i øvrigt nævne, at jeg har en sygelig svaghed for avokado (hvem har ikke?), linser (de bliver ikke værdsat nok), kartofler og sovs. Mmm. Sovs. Der er ikke noget, der kan freake mig helt ud, som når man står nede i supermarkedet og opdager, at veganske aktivister har sat klistermærker på kødet i køledisken, hvor der står noget alá ”hvis du kan lide dyr, og du spiser dyr, så kan du ikke lide dyr” (bare så I lige ved, at det altså ikke var mig, der gjorde det…) Jeg mener ikke, at klistermærker og fanatisme kan bidrage med noget som helst andet end dårligdom i denne verden.

Det kan til gengæld lækker, nærende, farverig og smagfuld mad, har jeg ret? Og kage, selvfølgelig. Kage hjælper også lidt. Min beskedne mission er derfor, at alle skal kunne kigge på et vegansk måltid og have lyst til at spise det, ligegyldigt hvor meget de gerne vil benægte det – og jeg har bl.a. tænkt mig at bruge chokolade i upassende mængder som våben, så I får meget svært ved at slippe udenom, bare så I ved det. Skal vi lade det komme an på en prøve?